Og det er stadig bare en ganske almindelig onsdag….

Der må altså et eller andet specielt ved denne onsdag…..
I postkassen fandt jeg en konvolut med følgende tekst på bagsiden ”God påske, begge to. Der kan ikke opdrives zulu´er her” og indeni pakken lå denne…..

Jamen er det da ikke utroligt? Jeg er meget privilegeret og dybt taknemmelig over at kende sådan en pige. Tusinde tak, kære Kirsten.
Jeg behøver vel ikke at fortælle, at posen blev flået op og de første piratos allerede er konsumeret, det var en suveræn nydelse ☺

Og så på en ganske almindelig onsdag.......

Det siges, at heldet følger de tossede!
For mig er det også helt i orden, at blive betragtet som lidt småtosset, når jeg er så heldig at få denne buket, som husherren kom hjem med i dag.
Den er bare så smuk…..

Siden sidst og lidt af hvert.....

Vi havde i ugens løb snakket lidt om, at hvis vejret var nogenlunde, så ville vi tage på søndagstur til tulipanmarkerne syd for Haarlem, for jeg vil så nødig, at vi kommer for sent til at se tulipanerne. Men fredag morgen kom vi forbi Alkmaar, hvor der udenfor byen ligger et par tulipanmarker og der kunne vi se, at det stadig vil vare et par uger før tulipanerne springer ud.

Selv om billedet er snuppet i forbifarten, så ser det da heller ikke så ringe ud med en mark fyldt med påskeliljer.

Tyske kyssetræer!
At træerne står i Tyskland er ikke så unaturligt, men navnet er selvopfundet og skyldes at, alle de sorte klumper er mistelten. Da jeg første gang så rækken af træer troede jeg, at det var fuglereder, men nej det er mistelten. Lidt uretfærdigt at der er så mange, for jeg har flere gange i Danmark forsøgt at få mistelten til at gro på træer, uden held.

Da vi boede i Danmark sagde min mand altid, at han aldrig havde set smukkere solnedgange end i Danmark, men Holland kan nu også godt være med ☺

Lørdag var vi på visit i Oss og på hjemvejen tog vi den turistiske rute i stedet for motorvejen.

Blandt andet kom vi igennem Megen, en lille by med ca. 1700 indbyggere. Tilbage i 1357 fik Megen stadsrettigheder og var ”hovedstad” i grevskabet Megen. Da vi boede længere østpå cyklede vi ofte til Megen og i begyndelsen kunne jeg ikke lide byen, jeg synes den var alt for dyster og dunkel. Men religion har haft en stor indflydelse på byens udseende, da der tidligere både var munke- og nonnekloster i Megen. I dag der kun munke fra Franciskanerordenen tilbage i byen og klostret er kendt for sin smukke have.

Nu har min tiltro til katolicismen ganske vist fået et gevaldigt knæk indenfor det sidste halve års tid, men alligevel smuttede vi indenfor i Broder Everardus kapel i Megen.
Broderen, der levede fra 1868-1950 var kendt som sin enkle og fromme levevis, og han kendes som ”het Heilig Bruurke van Megen” (den hellige bror fra Megen). Selv i dag kommer der mennesker i gravkapellet og beder Broder Everardus om at bede for dem på samme måde som de gjorde, da han var i live. I dag foregår det ved, at man ligger små sedler på gravmonumentet.

Disse 2 huse er hvad der er tilbage af et det tidligere pompøst slot i Oijen.

Slottet blev brudt ned og bygget op flere gange, sidste gang det blev brudt ned var i 1837 og tilbage stod kun karethuset og hestestalden. I 1930 blev voldgraven delvis dækket til og træbroen blev taget væk. I dag har foreningen for Naturmonumenter til huse på stedet.

Møllen ”Tot Voordel en Genogen” (til fordel og glæde) ved Alphen an de Maas er en lukket standardmølle, hvilket vil sige at hele det øverste stykke mølle drejer rundt om en ca. 70 cm tyk vertikal akse af træ. Den blev bygget i 1798 og var i brug indtil 1978. For nogle år siden var vi oppe i møllen og man har en flot udsigt over floden Maas derfra.

Denne kolos kaldes på hollandsk en ”Duwboot” og selv om det ikke giver megen mening, så må det oversættes med skubbebåd, men uanset hvad, så kan den rigtig meget.

Det er lidt svært at se, men det er samme kolos som på billedet ovenfor og den skubber her 6 duwbakker, der hver har samme størrelse som en flodbåd foran sig. Selv om hele menageriet sejlede op ad floden, så foregik det i en rimelig fart og fragten så ud til at være kul.

Bær over med mig, men nedenfor findes mit første forsøg udi at lave en film med kameraet og det gik ikke helt som jeg havde håbet på, for jeg fik ikke slukket for optagelse i tide.

Det jeg egentlig ville vise er den farvede stribe midt i billedet, farven ændrer sig i løbet af filmen og er faktisk en bro tværs over motorvejen A2 ved Eindhoven. Jeg har et lidt besværligt forhold til den bro, for jeg synes den er fantastisk godt lavet, farverne er utroligt smukke (især når den røde og blå farve er samtidig) og jeg forstår udmærket, at Eindhoven (Philips) gerne vil vise alt hvad byen formår indenfor lys. Men på den anden side set, så har jeg det lidt skidt med alt det lysspild der finder sted overalt.

Alfabetet.....

Tina omme i London har lokket mig ud en bogstavleg for at se, om jeg stadig kan huske alfabetet ☺. Nu må vi se om det lykkes.

A – står for Arentsminde, min fødeby i Nordjylland. Landsbyen er så lillebitte, at den ikke er kendt af ret mange.
B – står for briller. Jeg har lige fået nye og endelig fik jeg mig et par runde, som jeg længe har ønsket mig.
C – står for cykel. Jeg synes det er herligt at cykle, savner dog af og til min gamle danske racer, da den kunne skyde en del mere fart end min nye hollandske damemodel ☺.
D – står for Danmark, mit fødeland. Selv om jeg i det daglige ikke går rundt og savner Danmark, så glæder det mig meget, når jeg på blogs ser billeder fra Danmark, især fra det nordjyske.
E - står for energi, som foråret giver mig.
F – står for Frank, min livsledsager, der udviser en stor tålmodighed overfor hende danskeren og alle hendes - efter hollandsk standard - vilde ideer ☺.
G – står for gråhåret. Da hovedparten af de hollandske kvinder farver deres hår langt op i alderen, har jeg besluttet mig for at lade mine grå hår gro ud. Vi skal jo ikke alle være ens ☺.
H – står for Holland, hvor mit hjem har været igennem de sidste knap 8 år. Et vidunderlig smukt land.
I – står for Italien, hvortil min første større udenlandsrejse gik til sammen med mine forældre. Jeg var da 17 år og fuldstændig benovet over det hele.
J – står for Jeanett, min datter som jeg er fantastisk stolt af. Jeg er ikke mindre stolt af min dejlige svigersøn, men hans bogstav er brugt ☺
K – står for Karoline, mormors guldklump, der snart skal være storesøster.
L – står for langhåret. Det har jeg altid været på nær et par gange, hvor jeg blev klippet superkort. Men der gik ikke lang tid før håret igen var langt, det kan jeg bedst finde ud af.
M – står for Mortensen, mit fødenavn.
N – står for Nulle, der var et lille jordegern jeg havde som barn. Vi fik desværre aldrig et rigtig godt forhold til hinanden, da den var utrolig sky.
O – står for Odense. En dejlig by, hvor mine tidligere svigerforældre boede.
P – står for påske. Det er lige om lidt.
Q – står for quiche, som jeg er vild med.
R – står for rejser. Vi elsker at rejse og har så mange planer, men for at få dem alle opfyldt så skal vi begge være hjemmegående og mindst millionærer.
S – står for strygning. Jeg har en ide om, at alt skal stryges til stor moro for mine omgivelser.
T – står for Tranum. Selv om ”Mormors Hus” er solgt og alt bøvlet med at have sommerhus i Danmark er overstået, så vil Tranum altid have en speciel plads i mit hjerte.
U – står for uniform. De første 10 år jeg var på arbejdsmarkedet, foregik det i uniform.
V – står for Vesterhavet. Jeg elsker det hav og jeg elsker at gå lange ture langs med det, gerne i stiv kuling.
W – står for Worcestersauce. Jeg bruger og misbruger det til en del mad.
X – hvad kan man dog finde på med X? X-faktor, men det program har jeg aldrig nogensinde set.
Y – står for yoga. Det har jeg i mange år gerne ville lære, men er aldrig kommet i gang.
Z – står for zululakrids. Nøøøj, hvor jeg af og til savner en pose zulu, den ville forsvinde i løbet af ingen tid.
Æ – står for ærlighed. Jeg mener selv, at jeg er meget ærlig og jeg ser også helst denne egenskab hos mine omgivelser.
Ø – står for øl. Jeg elsker øl, især Belgisk trappistøl gerne med et lille skvat Grenadine i.
Å – står for åbenhed. En egenskab jeg sætter højt blandt mine medmennesker og selv forsøger at være.
Hvem har lyst til at fortsætte? Jeg har set legen rundt på flere blogge og har derfor svært ved at vælge 3 til at fortsætte, men er der nogen der har lyst til at tage det op, så vil jeg med stor glæde læse resultaterne.

Auf dem Holzweg.......

I går skulle jeg bare lige et smut til en lille landsby i nærheden af hvor vi bor, mestendels for at se, om der derfra var en cykelsti mod syd, men også for at foretage et par enkelte indkøb til husholdningen.

Der var ingen cykelsti, hvor vi havde snakket om at der måske var en, men da vejret var godt var jeg parat til en lille opdagelsetur, bare nogle få kilometer. Men det gik ikke helt efter planen og jeg endte med at komme ud på den længste tur som jeg endnu har cyklet, godt 30 km. og jeg kan mærke på bentøjet, at der ikke skal ske særlig meget i dag ☺. Hurra, så er der tid til slægtsforskning ☺ ☺

Nøj hvor blev de sure, da jeg tillod mig at standse op og fotografere redebyggeriet.


Under turen havde jeg det meste af tiden en ide om hvor jeg var - sådan cirka - da jeg i det fjerne kunne høre motorvejslarm og med jævne mellemrum også en helikopter fra flybasen i Gilze-Rijen.

Endelig lykkedes det at få et billede af dem, selv om de stod langt inde på marken.

På et tidspunkt, inde midt i en stor skov, kom jeg til en cykelsti ”Belse Lijntje”, som vi tilfældigvis havde snakket om for et par dage siden og jeg vidste, at den var lavet på det gamle jernbanespor fra Tilburg til den belgiske grænse. Men man havde ikke været så betænkelig, at sætte et lille skilt, så en dum dansker som mig kunne se om det nu var til højre eller venstre man skulle, for at komme tilbage til den virkelige verden. Jeg tog chancen og endte lykkeligvis i Tilburg.

Selv om det bestemt ikke var planen da jeg cyklede hjemmefra, så var det unægtelig bedre end at ende i Belgien, da det ville have været en cykeltur på ca. 15 - 20 km ekstra, bare den ene vej. Jeg tror jeg skal til ANWB (det hollandske FDM) en af de nærmeste dage, for at købe en lille handy bog over cykelruter, for ellers er det jo ikke godt at vide, hvor jeg havner henne under mine ekskursioner.

Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget, da jeg under turen for første gang i år så påskeliljer. Jeg har været lidt misundelig på Tina omme i London, fordi hun allerede havde påskeliljer i haven. Mon der er nogle der har manglet lidt krokus til haven, siden der var forsvundet lidt i det offentlige bed?

Jeg fik også fotograferet denne mur, som vi var meget nysgerrige efter at vide hvad skulle forestille, da vi flyttede til her til den vestre ende af Brabant.

Først og fremmest så er det en lydmur, der skal dæmpe larmen fra den befærdede vej tæt på bebyggelsen Friezenlaan.

Men det er mere end det! Det er et fragment af et håndskrevet musikpartitur, der stammer fra middelalderen. Kunstneren Henk Eikenaar, der har lavet denne mur, blev inspireret af et partitur fra et kloster i Limoges. Om aftenen er der lys i de forskelligt farvede glassten og det er faktisk ret flot og anderledes.

På afstand mindede denne busk/træ mest af alt om en mimose. Men mon det virkeligt kan være rigtigt, så tidligt? Jeg kunne ikke komme tættere på, da man havde været så ”frække” at sætte et stort hegn omkring haven.

Nu vil jeg nyde ikke at lave ret meget i dag ☺. En rigtig god dag til jer derude i Blogland.

Slægtsforskning.

Jeg er bidt af slægtsforskning, helt og aldeles og det betyder ikke noget, at klokken bliver både 3 og 4 om natten, hvis der er bid og jeg kan tilføje nye oplysninger om fjerne fortidige familiemedlemmer til samlingen.

For en del år siden, før min mor døde i februar 1992, forsøgte hun at overtale mig til, at vi sammen skulle søge i familiens aner, men jeg kunne ikke finde tiden til det i en hverdag med fuldtidsjob + overarbejde, familie, hus og have. Det fortryder jeg selvfølgelig i dag, for al den information, jeg kunne have fået via min mor, den er jeg gået glip af.

Da min mor døde, gav 2 af min fars søstre mig et stykke papir med alle fødselsdage på min fars søskende samt farfar og farmor. Søstrene mente, at det ville være sjovt for mig at have senere.

Før min mormor døde i 1990 havde hun bestemt, at min tidligere mand skulle have hendes gamle bibel i gotisk skrift. En dag i 1992, da jeg stod og tørrede støv af bibelen, faldt et stykke papir ud, på papiret stod navne og data på min mormors forældre samt navne på forskellige andre familiemedlemmer, fra før min tid. Jeg havde tørret støv af den bibel utallige gange, uden den seddel var faldet ud og selv om jeg ikke er overtroisk (i hvert fald ikke ret meget), så tænkte jeg, at det måske var et tegn på, nu er det tid til at begynde med slægtsforskning. Hvor starter man så? Jeg var i den heldige situation, at jeg havde en kollega, der havde forsket i sin familie i en del år og han fik mig sporet ind på hvordan jeg skulle starte og anbefalede, at jeg tog et par kurser i slægtsforskning.

En ny og spændende verden åbnede sig og jeg fik kontakt med familiemedlemmer hvis eksistens, jeg dårligt kendte. Jeg begyndte min forskning med både min fars og mors familie og arbejdede sideløbende med begge slægter, da turene til Landsarkivet i Viborg skulle udnyttes mest muligt.

Min far kommer ud af bondeslægt og slægtsgården, der lå på Øland nåede at være i familiens eje i knap 200 år, før den blev solgt efter min bedstefars død i 1964. Jeg tror egentlig det var meningen, at min far som den ældste (levende) søn skulle have overtaget gården og jeg ved, at han også startede som landvæsenselev på Lindholm slot i Gevninge sogn i 1938, men stoppede igen. Jeg har senere spurgt en af min fars brødre, hvordan det kunne være, at min far aldrig blev landmand? Min farbror svarede, at min far slet ikke var typen på en landmand, han havde al for megen udlængsel. Det vil sige, at jeg ikke har det fra fremmede ☺. Jeg finder stadig nye oplysninger om min fars familie og er nu tilbage til 1602.

Bedstefar i sit stiveste puds hos fotografen omkring 1910.

Min mormors familie er spændende, ikke at mine andre grene er kedelige, men mormors er anderledes. Jeg har et par gange været utroligt heldig og gratis kunnet overtage en hel del informationer om familien. Blandt andet havde min mor en kusine, hvis søn igennem mange år havde slægtsforsket og fra ham fik jeg tilsendt udskrift over, hvad han havde om familien. Da Birgit Øskov og Anton Blaabjergs bog ”Er du i familie med bryggerne” udkom, fik jeg pludselig en hel del generationer tilbage i tiden foræret og så videre.

På grund af familiens specielle efternavn, der senere for enkelte familiemedlemmer blev mellemnavn, har jeg med stort held kunnet spore familien langt tilbage i tiden. Familien har været rig, meget rig endda, den har ejet store jordbesiddelser i Ribe området tilbage i 1400 og 1500 tallet. En enkelt slægtning har endda været fækalieskriver hos kongen, hvad denne fornemme titel præcis indebar, er jeg ikke klar over, men det må vel have været noget med at følge kongen til ”det lille hus” og møjsommeligt nedskrive udbyttet. Man kan jo i så fald glæde sig over, at sådan en titel ikke nedarves igennem generationer ☺. Der findes i mormors familie også en kaperskipper, han ejede en del skibe og var samtidig storkøbmand i Aalborg. Et par slægtled ejede ”Sebber kloster” ved Nibe, andre har igennem flere generationer ejet ”Aggersborggård”, blandt andet bondeplageren Mads Christensen Speitzer, som jeg ikke kan lyve mig fra et slægtskab med.

Men, men - højt at flyve, dybt at falde. Jeg skal ikke gå rundt og vente på, at der via en eller anden ukendt slægtning dumper en gigantisk arv ned ind på kontoen, for hele herligheden er væk og en enkelt slægtning døde endda på fattiggården i Øster Svenstrup sammen med sin yngste søn.

Min mor og moster.

Om min morfars familie var det eneste jeg vidste, at familien stammede fra Romdrup-Klarup og det kostede mig nogle måneders søgning at finde dem, da det eneste jeg vidste, var Olsen samt en – viste det sig senere – forkert fødselsdato for min morfar. Men utallige timer på arkivet i Aalborg gav bonus, så også denne familie kom på plads. Hvad der absolut ikke er på plads endnu er, hvad der engang mellem 1901 og 1915 fik en familie fra Romdrup til at flytte til Brovst, men det kommer også nok frem en gang.

Da jeg flyttede til Holland gik jeg straks i gang med at forske i min mands familie, både på hans fars og mors side. Det var selvfølgelig en ny og spændende udfordring, idet materialet på arkiverne ikke var det samme her som i Danmark og i begyndelsen voldte sproget også en del problemer, så min mand blev tvangsindlagt til at tage med på arkiverne rundt i Holland for at oversætte.

Men som tiden er gået, så er livet for en slægtsforsker blevet mere mageligt, arkiverne ligger mere og mere materiale ud på internettet og man kan sidde hjemme hos sig selv og søge på en stor del af informationerne.

Uagtet at det næste år er 20 år siden jeg begyndte at med slægtsforskning, så forbliver det lige interessant, dog lidt mere besværligt, da de lette oplysninger er fundet, men det er en pragtfuld hobby, som jeg kan anbefale alle der har interesse.

Endelig......

Da vi ikke har haft sne det sidste par måneder, kunne det ikke rigtig blive ved med at gå med sne billedet fra parken i Vught. Hver gang jeg har været ude med kameraet, har jeg ledt efter et nyt billede til bloggens hoved, men der kom aldrig rigtig lige det jeg søgte efter.

Så derfor må det indtil videre blive genbrug fra hyacintmarkerne i 2005 ☺

Forår igen, igen....

Det er da helt utroligt hvad den her forårsluft kan gøre, jeg har overhovedet ikke lyst til at være inden døre. I samme øjeblik dagens huslige sysler var overståede, så var det af sted på jernhesten i retning mod Tilburg.

Denne ”dims”, der står på Rijksweg N282 mellem Tilburg og Breda. Jeg så den for første gang for 7 – 8 år siden og i begyndelsen troede jeg, at det bare var skrot man havde svejset sammen, men senere tænkte jeg, at den nok skal symbolisere et eller andet med vinden. I dag fik jeg endelig taget et foto af den og har ledt rundt på internettet for at se, om jeg kan finde en forklaring på hvad den skal forestille, men endnu er det ikke lykkedes.

Til gengæld lykkedes det mig at få taget et par bedre billeder af kirkegårdsmuren. Det var egentlig min plan, at jeg ville have været inde på kirkegården og kigge mig omkring på vej hjem, men så tog jeg på opdagelse og fandt en anden vej hjem, der ikke førte forbi kirkegården, så det må vente til en anden dag. Det må da også siges, at være en yderst interessant vinkel det gadelys har fået, ikke sandt.

At dagens cykeltur gik lige præcis til Tilburg skyldes mestendels, at ”vi” havde lånt en film på biblioteket og den skulle afleveres senest lørdag. Vi så den i går aftes ”Inglorious Bastards” og nu ved jeg godt, at smag ikke kan diskuteres, men hvor var den dog træls og en meget tynd kop the. Min mand blev mobbet, det var nemlig ham der havde valgt den og samtidig blev han truet med, at den næste vil jeg vælge og det bliver noget med masser af hygge, romantik og måske lidt spænding også.

Sådan ser der ud foran stationen i Tilburg og dette billede viser kun et lille bitte udsnit af de mange, mange cykler der står der.

Der var også en lidt anden grund til, at det blev Tilburg i dag, for Hema havde 25% rabat på hele sortimentet. Det er en herlig butik, som kan en hel del med farver. Tidligere havde Hema ord for at sælge noget billigt bras, som man ikke skulle forvente sig for meget af, men det har ændret sig, både prisen og kvaliteten. De har næsten alt madvarer, papir, tøj, kosmetik, køkkenudstyr osv., så der røg lidt med i cykeltasken.

Jeg fandt også ud af, at Tilburg blev befriet allerede 27. oktober 1944 af 15. Skotske Division. Hele den sydlige del af Holland - under floderne - blev befriet allerede i efteråret 1944, mens den nordlige del af landet først blev befriet i foråret 1945.

Det kneb lidt blomsterpragten under dagens cykeltur, i en enkelt have så jeg en del krokus, men det var alt. Til gengæld så jeg op til flere ”Campina-ben” i dagens løb, hvilket vil sige mælkehvide ben i shorts. Navnet kommer sig af, at ”Campina” sælger mælk, ost, smør osv.

Nedenstående kunstværk ”Vier Magrieten” er det til gengæld lykkedes mig at finde lidt oplysning om. Indrømmet, første gang jeg så det troede jeg at det var palmer, men det er altså margueritter! Det skal symbolisere de 4 byer som er under Gilze-Rijen kommune og blev lavet til ære for Millennium. Om aftenen er der grønt lys inde i stænglerne, det ser faktisk ret godt ud.

Dagens tur blev på godt og vel 28 km og hvis jeg ligger det sammen med de godt og vel 20 fra i går, så er der vel ret beset ikke noget at sige til, at jeg pludselig føler muskler hvis eksistens jeg ikke har kendt igennem længere tid ☺

Jubiiiiih, endelig forår.....

Jeg kan næsten ikke få armene ned af bare glæde over, at foråret endelig er kommet til det sydlige Holland, hvor er det dejligt.

Billederne yder ikke dette tæppe af krokus fuld retfærdighed, det var så smukt.

Rundt omkring på de forskellige cafeer var møblementet kommet udenfor, der sad mennesker overalt og nød det gode vejr på en ganske almindelig onsdag eftermiddag.

Selv grønthandlerens vogn var kommet udenfor, indholdet var dog ikke så eksotisk, men det kommer nok når der bliver lidt varmere ☺

Det her, det vakte min nysgerrighed! På afstand lignede det mest et kirkespir anbragt i al ensomhed på jorden og med gule sandsække indeni.

Jeg kan huske, at jeg en dag cyklede forbi sidste sommer og da var man i gang med et nedbrydningsprojekt på stedet, men hvad der havde stået der tidligere, det var jeg ikke klar over.
Efter jeg kom hjem i dag måtte jeg undersøge hvad det egentlig havde været, og jo, på området stod tidligere Sint Josephkerk, der blev revet ned sidste år i juni måned. Det viste sig, at spiret var for højt til at blive transporteret, gad vide om det får lov til at blive stående der?

Wilhelmina møllen der stammer fra 1893.

Æbletræerne ser stadig lidt triste ud, men det ændrer sig snart.

Tak....

Som altid møder jeg herlige, skønne og dejlige kommentarer fra mennesker, som jeg kender og alligevel ikke kender, når jeg har begivet mig ud i at skrive et eller andet på bloggen og jeg bliver så glad. Tænk, at der er mennesker der har lyst til at bruge deres tid på at sende mig en kommentar/hilsen. Vær søde at blive ved med det, I bringer lys og glæde i min hverdag hernede i træskolandet ☺☺

Dagens billeder er desværre ikke fra i år, men fra april 2005. Det er endnu ikke lykkedes mig at se tulipanmarker, da vi altid har været i Danmark for at klargøre sommerhus til sæsonen, når de stod i fuldt flor. Indtil nu er det kun blevet til hyacinter, som jo også er smukke. Men mon ikke det lykkes med tulipanerne i år…..

Siden i søndags har jeg gået og funderet over, om jeg virkelig er ved at blive et forstokket, surt gammelt ribs!

En af de andre gæster til fødselsdagsgildet i søndags hos min bonusdatter Fleur, var en dame i 40´erne der var tatoveret fra top til tå! Jeg bryder mig ikke om det, jeg synes det er grimt og helt forkert, hvis man ikke lige præcis tilhører en stamme i et eller andet fjerntliggende land, hvor traditionerne byder alle at være tatoverede.

Madame har tidligere været omkring emnet tatovering og skrev blandt andet om farvestofferne der kom ind i huden, det havde jeg ikke tidligere tænkt på, men det gør at jeg synes endnu mindre om tatovering.

Fødselsdagsgæsten havde en tatovering der stak op af kjolehalsen, den må have startet et eller andet sted på ryg/skulder og fortsatte så op på hals og nakke, der var en på hvert håndled og en ny tatovering på den ene ankel blev glædesstrålende fremvist for os alle. Om der var flere tatoveringer på skjulte steder meldte historien ikke noget om. Tatoveringerne var ikke billeder, med sortmalede streger, buer og krøller og et af fødselsdagens hovedemner var, hvor fantastisk dygtig og kreativ netop den tatovør var, da han tegnede alt i hånden på huden. Nej, hvor jeg længtes hjem til sofaens hygge med en god bog ☺☺

Når det så er sagt, så må jeg indrømme at jeg elskede det sejlskib som min far havde tatoveret på højre arm højt og jeg havde en onkel der var sømand, han havde hjerter, klør, ruder og spar tatoveret på hver hånd. Jeg har her til morgen været igennem alle gamle fotoalbums, uden at finde et eneste foto af deres tatoveringer, gad vide om de ikke var så stolte af dem ☺

En rigtig dejlig dag til jer alle ude i blogland fra et solrigt Holland, gad vide om vi får lov til at beholde solen hele dagen, det vil jeg bestemt ikke have noget imod ☺☺

Så er der ro igen.....

Endelig blev der ro i det lille hjem og tid til at sætte sig til computeren efter en hæsblæsende uge.
Ugen drønede af sted med stormagtig hastighed og jeg føler jeg har været i sving i næsten alle døgnets vågne timer, men når jeg tænker tilbage, så er det egentlig ikke det helt store der er blevet udrettet og jeg forstår ikke helt hvor tiden egentlig blev af. Er det mon et tegn på, at dåbsattesten er meget guldrandet? Nu krævede myndighederne ganske vist, at jeg afleverede en splinterny dåbsattest, da jeg flyttede til Holland for ca. 8 år siden, men den oprindelige der ligger i gemmerne, den er godt nok ved at være lidt slidt i kanterne ☺

Både min mand og min bonusdatter har haft fødselsdag i ugens løb. Min mand havde for første gang i de år vi har kendt hinanden gaveønsker og de blev næsten alle opfyldt. Dog havde jeg for første gang ingen gave til ham, da vi er blevet enige om en fællesgave, som skal opleves når der kommer lidt mere forår i luften. Min bonusdatter Fleur, havde til sin 29 års fødselsdag ønsket sig en ring og så vidt jeg kunne vurdere, var hun godt tilfreds med vort indkøb ☺

Under en cykeltur til Tilburg i ugens løb opdagede jeg pludselig inde på en mark en falkoner, der var ved at træne en ny falk. Jeg tror det var første eller i hvert fald en af de første ture de var ude på sammen, for i det stykke tid jeg stod og kiggede skete der ikke andet end at de snakkede sammen og det så ud som om falkoneren madede falken. Jeg beklager det uskarpe billede, men jeg turde ikke gå tættere på af frygt for at forstyrre.

En god veninde, som jeg lærte at kende på et IT- kursus i 1999/2000 og som jeg ikke har snakket med i meget lang tid, ringede og vi snakkede, snakkede og snakkede igen. Hun og hendes mand var på vej til Los Angeles samme eftermiddag. De skulle være væk i 3 uger og havde masser af skønne planer for hvordan tiden skulle tilbringes. Jeg håber de får en vidunderlig tur og oplever mange spændende ting. Jeg glæder mig meget til at få tilsendt link med billeder og ville ønske, at det var os der skulle af sted på den tur ☺

Da jeg så kommentarerne omkring flodbåde kom jeg til at tænke på en skøn, skøn serie ” Het Bourgondisch Complot”, der blev vist i fjernsynet her for et par år siden.

Serien havde 2 hovedpersoner, den ene var den belgiske fotograf Michiel Hendryckx, der måske er kendt i Danmark, idet han sammen med skuespilleren Wim Opbrouck og musikeren Jean Blautes turede rundt i Europa på motorcykel i serien ”De bende van Wim” og jeg mener at kunne huske, at den serie også har været vist i dansk fjernsyn.

Seriens anden hovedperson var en ombygget flodbåd fra 1912, der til lejligheden havde fået navnet “Maria van Damme” og med den sejlede Michiel på Europas vandveje fra Gent til Mâcon.

Programmet var inspireret af de historiske bånd der er mellem Vlaanderen og Bourgondie og Michiel kom undervejs langs en del historiske monumenter i den franske skibsfart. Blandt andet blev han af en anden båd trukket gennem tunnellen fra Riqueval og på kanalen van Nivernais måtte han på grund af højden ligge hele bådens styrehus ned, da han sejlede igennem La Collancelle tunnellen.

I hver udsendelse havde Michiel, der er en spændende fortæller og et meget vidende menneske, en eller flere gæster der sejlede med et stykke vej. Af og til drog de på opdagelse rundt i landskabet omkring de kanaler der sejledes på, nogle gange endda på Velo Solex. En fast bestanddel under disse udflugter var, at Michiel trakterede med the/kaffe og Petit Beurre (lidt i stil med en Mariekiks) når de nåede bestemmelsesstedet samt at han altid viste et par af de smukke fotos som han fotograferede undervejs.

Nej, hvor ville jeg gerne se den serie igen, for ud over Michiel er fantastisk, at der kom mange spændende emner på bordet, så viste serien også det afslappede liv der levedes om bord på en hobbyflodbåd.

Hvad var det nu for en uorden?

Fredag morgen lidt halvtidligt kvidrede fuglene så det var en lyst. Faktisk så synes jeg, at det var første gang i år, at de havde lagt en sådan energi for dagen med deres sang og jeg glædede mig til en dag på landevejen i et smukt solskinsvejr og godt selskab. Hvad kan man forlange mere?

Meeeeen, vejret forandrede sig hurtigt og ca. 20 km. syd for den hollandske grænse så det sådan ud.
Sneen forsvandt dog hurtigt for at blive erstattet af regn og en kulde, der skar igennem marv og ben. Men vi kan jo ikke tillade os at klage, når man tænker på vinterens vejrmæssige udskejelser i Danmark.

Vi så en del flodbåde i dagens løb og som så mange andre, så har jeg altid været lidt betaget af dem og livet der leves om bord på disse. Der findes en del forskellige typer, bl.a. dem som jeg vil kalde industribåde, hvor der arbejdes i skiftehold som på en hvilken som helst anden arbejdsplads med vagtordning og skipper har sit hjem og familie andetsteds. Ud over at de er et imponerende syn, så synes jeg ikke at de er så spændende som de flodbåde, hvor skipper selv bor med sin familie og måske en skibsdreng.

Det er ofte skipper der er ejer af båden og jeg er ikke spor i tvivl om, at det er et hårdt at skulle skaffe fragt hele tiden og hvordan det egentlig foregår, det har jeg ingen anelse om, men jeg ved at også på dette område, som inden for al transport, har det været hårde vilkår indenfor det seneste par år. Men på så godt som alle de flodbåde vi så i fredags stod der biler, som tydede på en indtægt af en vis størrelse, så der er givetvis kommet gang i trafikken igen.

I Ronquiere i det sydlige Belgien findes en fantastisk sluse, hvor flodbåde og andre skibe trækkes til/fra slusen i et kæmpe "badekar", der er fyldt med vand.

Ja, sådan noget kan man jo ikke skrive om uden også at tage et par billeder med, selv om dette jo ikke handler om selve slusen, men det var en fantastisk oplevelse at se. Hvad jeg egentlig ville fortælle er, at der ved slusen findes et museum der fortæller om livet på en flodbåd før og nu.

Det sker af og til at vi får os en sludder med en skipper, når vi besøger en sluse og en af de samtaler jeg husker bedst var sidste sommer, hvor vi snakkede med en yngre mand med kone og lille søn ombord. Skipper var selv skippersøn og havde som alle andre børn af flodbåds skippere været sendt væk fra båden for at gå i skole og bo på internat.